02/08/2023
Intim koncert med en "gammel" klassekammerat fra Amar !
Chief 1 gæster Torre del Mar den 6. september 2023 kl. 20.00.
"Chefen" og hans band vil skabe en smuk, akustisk og ærlig aften fyldt med intimitet og nærvær 🙏
Det bliver en aften, hvor alle følelser og energier vækkes til live, lige fra eftertænksom melankoli til varm og følelsesladet energi fra en kunstner, der i 39 år har sat dybe spor i dansk musik og kulturliv.
Chief 1, søn af trommeslageren fra The Clifters, startede sammen med sin bror DeePee den legendariske danske hip-hop gruppe Rockers By Choice tilbage i slutningen af firserne. Siden da har han brugt mange år på at opdage talenter, skabe musik , opdage og producere samt skrive sange til blandt andre Nik & Jay, Outlandish, Kim Larsen, Bamse, LIGA, Ricky Martin, Johnny Madsen og mange flere.
En dyb depression i 2016 vendte op og ned på alt, og han begyndte at lave musik for sig selv som en form for terapi. Dette blev hans vej ud af mørket.
Efter udgivelsen af sin første single i eget navn , i en alder af 46 år skete der ting og sager, og det var tydeligt, at Chief 1 havde meget at sige. Det ene hit efter det andet blev skrevet og indspillet.
Hans deltagelse i "Toppen af Po**en" i 2019 viste Danmark, at der var kommet en ny, gammel artist, der havde sat sine spor. Samme år brød han igennem med megahittet "Alt er godt" (feat. Thomas Buttenschøn), som blev kåret som årets sommerhit 2019 af P4's lyttere. Denne sang blev under coronatiden brugt som et fast holdepunkt og håb af mange, og han blev inviteret til Fælledparken sammen med et stort børnekor for at åbne Danmark op igen.
Siden da er det gået stærkt med mange turnéer, radiohits, deltagelse i Melodi Grand Prix og store landsdækkende tv-optrædener. Chief 1 er måske Danmarks største hitmager.
Denne aften kommer vi tæt på "chefens" liv og hans vedvarende kamp for at komme ovenpå igen. Det hele krydres med god akustisk musik og underholdning samt anekdoter fra et liv i musikbranchen.
Koncerten finder sted i den danske klub i Torre del Mar.
Paseo Marítimo Levante, 21a, 29740 Torre del Mar, Málaga
6 september kl 20
Billet pris 15 euro og kan købes via Maddie
[email protected]