15/08/2025
HVEM KUNNE FINDE PÅ AT HANDLE PÅ ROMAERNES VEGNE?
Hvem vil tage pladserne på stolene for at gøre en forskel for et folk, der i århundreder er blevet diskrimineret, og senest i 2017 blev ramt af en spekulativ lovgivning (Tiggerloven + Lejrloven – også blot "Roma-loven"), der gjorde denne gruppe endnu mere udsat og kriminaliseret i det danske samfund?
I efteråret 2023 stillede kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August med projektet UNDER PRESSURE det samme spørgsmål, da de som en del af Maria Projektet ville udvikle mulighederne for fællesskab mellem borgere på og omkring Maria Kirkeplads. De indså, at ingen ville tale de hjemløse, rumænske romaers sag. Tværtimod. De skulle allerhelst blot forsvinde, sendes hjem til trods for deres europæiske rettigheder. Med denne form for modvind forsøgte kunstnerne at mægle med et næstekærligt bud om forsoning. En på mange måder umulig målsætning i et samfund, der ynder at udvise, sende hjem og stigmatisere. Kunstnernes arbejde, som bl.a. også inkluderede samarbejder med jurister, endte i et opråb, en aktion, der skulle få kirke, naboer, presse, offentlighed og politikere op af stolene for at engagere sig. Møde op til en række forsoningsmøder, der om ikke andet fik åbnet for låget og bragt konflikterne ud på bordet, hvor vi kan se og tale om dem.
Den proces dokumenterede Jella Bethmann med dokumentarserien Kampen om pladsen, der blev sendt på TV 2 i bedste sendetid i maj 2025 og førte bl.a. til en hel del fornyet debat, politisk fokus og Kaare Dybdvad (vores social-demokratiske integrationsminister), der meldte hus forbi for åben skærm og mente at fattigdomsmigranter ikke skal lokkes til landet, men snarere kriminaliseres. Fuldstændig i tråd med den tigger- og lejrlov, der siden 2017 har gjort livet ektremt utrygt og svært for både gadesovende og politiet, der grundet lovens vage formuleringer ender i vilkårlige straffe og situationer, som i sidste ende ødelægger retssamfundet, samtidig med at menneskerettighederne understreger at vi som samfund skal udvise omsorg proportionelt med graden af udsathed. Danmark har gjort og gør til stadighed det modsatte. Udsætter og krminaliserer den mest udsatte gruppe i vores samfund yderligere.
Men hvad er værdigheden i det? Hvilket samfund er vi egentlig, når vi handler på den måde? Og ja, vi er tilbage ved det indledende spørgsmål...
UNDER PRESSURE og den efterfølgende dokumentar har ledt til en del forandringer, fordi der faktisk er kræfter, der vil noget andet, skabe værdighed for nogle af samfundets mest udsatte, og som nu har fundet sammen. Det sociale tilbud i kirken, Mariatjenesten og kirkens sociale indsats generelt har kastet sig mere helhjertet ind i arbejdet med og inkluderingen af de rumænske romaer i og omkring kirken samt dialogmøder med naboerne, der har savnet ansvar kirkeligt og politisk. I direkte forlængelse af dokumentaren tog kirken initiativ til – lig kunstnernes oprindelige intentioner – en kommission, der vil skabe værdige forhold og løsninger for de rumænske romaer. Og nu er Roma-Kommissionen mildt sagt en realitet. Vi er kommet godt i gang, og vi er faktisk mange, der vil gøre noget for at skabe værdighed og gøre det, som vi egentlig burde. På stolene sidder bl.a. repræsentanter fra Mariakirken, Naboerne til kirken, Natherberget i Mariakirken, Mariatjenesten, hjemløse rumænske romaer, Københavns Politi, Institut for Menneskerettigheder, Socialudvalg (Københavns Kommune + Folketinget), Mændenes Hjem / BISKO, Samarbejdsforum for H17 og den åbne stofscene på Indre Vesterbro, kunstnerne og Maria Projektet.
I vores og især kunstnernes univers er der en lige linje mellem værket og virkeligheden, der udspiller sig her 2 år senere. Men jeg tror flere af os tog hjem fra det seneste møde med en følelse af, at det var uvirkeligt, hvad vi lige havde været en del af med godkendt budgetforslag til de kommende forhandlinger i Københavns Kommune og vigtige rapporter på trapperne, der understreger behovet for handling for netop denne gruppe af udsatte i det danske samfund. Og måske netop af den grund giver det mening at dele denne post og sige til omverdenen:
Kunsten og den konflikt, som den nogle gange forårsager, rummer også potentialer til nye og mere omsorgsfulde og bæredygtige samtaler, perspektiver og praksisser; og bedre ting kan virkelig ske, hvis man lytter til hinanden og søger sammen for at løse problemerne!
I 2002 indrettede Kenneth Balfelt et fikserum på Halmtorvet i en bunker. I 2016 var Stofindtagelsesrummet H17 en realitet. Den rolle håber vi kunsten kan få igen, forhåbentlig med en endnu hurtigere realisering. Det tegner det i hvert fald til.
