Jeg overtog Kennedys i Assentoft ved Randers i 2007 med et ønske om at have landets hyggeligste brudesalon. Her skulle være en afslappet atmosfære i de smukkeste omgivelser, og da jeg i 2008 fik eneforhandlingen af Disney’s brudekjoler i Skandinavien gik det pludselig rigtig stærkt. Allerede samme år var jeg nødt til at se mig om efter større lokaler – der var brug for mere personale, og jeg ville have flere smukke kjoler – og jeg fandt huset her i Sabro, som kunne rumme det hele. Kennedys har i en del år været den forretning, som designerne henvender sig til, når deres kollektioner af brudekjoler skal introduceres til de danske brude, og det er jeg meget glad og taknemmelig for. Vores smukke forretning, gode service og ikke mindst det gode ry, vi har blandt leverandørerne ude i verden, gør, at det er Kennedys, der bliver valgt. Det er heller ikke en tilfældighed, at jeg ejer en brudesalon, for jeg har beskæftiget mig med bryllupper det meste af mit liv. Jeg er udlært konditor og har lavet rigtig mange bryllupskager og kransekager i min tid som chefkonditor. Jeg gik dog altid og spekulerede på, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, og i 2005 blev jeg færdiguddannet designer med vægten på brudekjoler og selskabstøj. Efter et par år, hvor jeg arbejdede som bryllupsplanlægger, designer og skrædder, var det tid til endelig at føre drømmen som selvstændig ud i livet. Så nu er jeg her i Brudesalonen Kennedys, i den smukkeste og hyggeligste forretning, med de bedste og mest kompetente kolleger - og med lysten til hver eneste dag at gøre brude og konfirmander strålende glade for deres valg af den mest fantastiske kjole. Jeg håber, vi ses hos Kennedys! 🥂
Med kærlig hilsen
Signe Marie Jeppesen
Indehaver af Kennedys