10/05/2019
Rotary hjælper skole i Etiopien
Odder Rotary Klub (ORK) har netop afsluttet det tredje hjælpeprojekt i samarbejde med Uddannelsescenteret Abay Mado, der ligger i udkanten af Bahir Dar i den nordlige del af Etiopien. Uddannelsescenteret er gennem de sidste 10 år opbygget af en dansk og en italiensk NGO. Undervisning og vedligeholdelse varetages af den katolske kirke. Skolen har plads til ca. 1.100 elever fra børnehave til 8. klassetrin. I øjeblikket har skolen godt 850 elever og 45 lærere og øvrige medarbejdere. Skolen forventes at have fuldt elevantal om 2-3 år.
I det netop afsluttede hjælpeprojekt har ORK sammen med støtte fra Rotary Danmarks Hjælpefond og et District Grant finansieret indkøb at 14 Pc’er, en printer samt de nødvendige stabilisatorer til at sikre en stabil strømforsyning. Desuden omfattede projektet indkøb af et større antal bøger, dels klassesæt, dels opslagsbøger. Projektets samlede omfang var 75.000 kr. fordelt med en 1/3 til hver af de tre donorer. ORK takker for den støtte og opbakning både RDH og Rotary Foundation i Distrikt 1450 har vist over for vores projekt i Etiopien. Ligeledes en tak til den danske NGO ELSA, som først og fremmest har været drivkraft i centerets opbygning, men hvis lokale medarbejder har været en uundværlig hjælp ved gennemførelsen af vore projekter.
Oprindelig startede vores hjælp til Abay Mado i 2013/14 som et District Grant projekt, hvor også Aarhus klubberne og en Horsens klub deltog i projektfinansieringen. Projektet omfattede fremstilling af skolemøbler til 8 klasselokaler samt bibliotek. Projektomfanget var 123.200 kr. Derefter gennemførte vi i 2016/17 et projekt meget svarende til det netop afsluttede projekt, hvor vi støttede indkøb af undervisningsmaterialer. På det tidspunkt var det især tavler, bøger og hjælpemidler til undervisning i naturfag. Projektomfanget var 76.030 kr.
Abay Mado skolen er velfungerende. Derfor er skolen meget eftertragtet, hvilket tydeligt har været med til at forbedre udviklingen i lokalområdet omkring skolen. Det har således været meget glædeligt og meget tilfredsstillende at følge denne udvikling.