01/09/2026
Denne tid på året, hvor jeg lister rundt i kanten af græskarstykkerne og ser hvordan det går, plejer at være fuld af forventningens glæde.
I år er anderledes.
Ikke fordi der ikke er flotte græskar på vej - men på grund af den uvished og den trykkede stemning, som man skal være lavet af sten for at undgå at blive opfyldt af.
Det er jo ikke fordi det er store arealer, jeg pjatter rundt med,- men med en faktor 2-6 for det dyrkede areal, vil det alligevel være en del jord, som skulle lægges brak på grund af mine blomster og græskar..
Blomster og græskarmarken er i forvejen lidt et benspænd; jeg har brug for en traktor, hjælp, gødning, regnvejr og solskin på de samme tidspunkt som de rigtige marker.
De marker, som leverer et produkt, som nogen lever af. Ikke som min mark, der laver blomster til buketter, og græskar til børnefamiliers hyggelige efterårstraditioner, eller til fortrapperne og blomsterkrukkerne. Ikke ligefrem en livsvigtig produktion.
Bevares, blomsterne er dyrket på friland, med et minimum af tilført næring (det er kun georginerne, som får gødning), de er ikke sprøjtet med alt det, man ser i filmene fra de store blomstereksportlande, og den eneste underbetalte arbejdskraft er mig (m. Familie).
Men svesken på disken gør mine produkter og mit arbejde mig til en af skurkene. Det kan jeg godt leve med, for jeg ved, at her på gården bliver der ikke ruttet med næring og kemi. Her bliver ikke “f**ket med nogens grundvand”.
Stod det til mig, fik både georginer og græskar langt mere gødning end de gør,- men det kan de slet ikke optage, må jeg forstå, på ham som ved noget om det.
Og det må jeg affinde mig med fordi det ville jo være dumt andet.
Gødning og planteværn virker ikke bedre af at blive overdoseret. Det ved landmændene godt.
Derudover er det jo sådan, at de får tildelt kvoter, og disse kvoter afhænger af de indberetninger de laver. De indberetter markplaner, de noterer datoer, de sår efterafgrøder med såmaskinen lige i hælene på mejetærskeren de år vejret er en udfordring i forhold til frister, de bliver nøje fulgt af satelitter, og de får høringsbreve, så snart der er den mindste mulige afvigelse at se på billederne.
Er der en afvigelse (eller kan de ikke dokumentere, at der ikke er en afvigelse), bliver de trukket i eu-støtten.
En støtte, som er en del af reguleringen af landbruget - ikke almisser, betalt af danske borgere, og heller ikke beløb, man istedet kunne bruge på sygehuse, normeringer i børnehaver eller tillæg til folkepension.
Alligevel bliver Eu-støtten trukket frem hver eneste gang, der er det mindste om landbruget - ikke af nogen som har sat sig ind i systemet, men at nogen som føler det er deres penge, der “regner ned over landbruget”.
Typisk de samme mennesker som synes at vi har alt for lidt natur i Danmark, men som ofte slet ikke har noget selv, og så er det jo bekvemt at pege fingre.
Jeg tror bare ikke nødvendigvis, at disse mennesker ved, at også naturen er reguleret. De fleste landbrug har remiser, moser, små skovstykker og hegn, som de passer og passer på.
De er ude “i det hele tiden”. Følger årets gang. De er de første til at se, når viben kommer, harekillingerne, rådyr og dådyr. De mærker, når luften skifter her hen sidst på sommeren,- når lyset gør det. Når duggen falder på en sommeraften - og når den ikke gør. Jeg ved ikke, om man gør det i byerne, men på landet gør man, fordi nogle ting er en følelse, og den følelse giver en viden.
Landmænd har alle dage arbejdet med den præmis, at vejret er ingen herre over. Det giver udfordringer, og jeg tror, at man skal være skabt af noget særligt for at kunne navigere i, at alle ens forberedelser, alt ens arbejde, alle ens tidlige morgener, sene aftner, familieferier på skæve tidspunkter, missede sammenkomster osv., kan risikere at være til ingen nytte, hvis regnen udebliver, eller kommer på det forkerte tidspunkt.
Alligevel bliver de ved.
Mens de skal høre for at have kvalt alt liv i havet, ødelagt badevandet, drikkevandet og er dyremishandlere fra en kant.
Tænk hvis vi diskvalificerede fra debatten på den måde, helt konsekvent?
“Har du brugt træbeskyttelse? Nej så kan jeg desværre ikke tage din kommentar alvorligt”, “flyver I på ferie? Desværre”. “Har du vasket bil i indkørslen? Så er du ude”. Alt hvad vi gør idag, har en eller anden kemisk påvirkning på vores omgivelser - men det er nemt og bekvemt at glemme i hverdagen.
Landmænd bliver skudt i skoene, at den regulering, som behandles denne uge er nødvendig, fordi erhvervet ikke har gjort noget selv, men ingen har nogen interesse i at lytte, når der fortælles om begrænset jordbearbejdning, præcisionsteknologi, fotoceller, forsøg med nye afgrøder osv. Ingen fortæller om de initiativer, som er i gang,- om den teknologiske udvikling.
Det er som om, det kun kan være acceptabelt, hvis de indretter sig på at kunne drive butikken med hesten foran hvad som helst. De krav stiller vi ikke til andre erhverv. Heller ikke industrien. Hvorfor skal landbruget mases tilbage til Morten Korch’ske tilstande, mens alle andre udvikler og forbedrer?
Selvfølgelig skal vi passe på vores vand, både i undergrunden og havet, selvfølgelig skal der ikke bruges unødig kemi. Selvfølgelig skal jorde ikke ligge fuldstændig udpinte hen, og have kunstigt åndedræt for at kunne dyrkes i sæsonen.
Men hvorfor er det det der er udgangspunktet for debatten? En fortælling om, hvordan det er. Som ikke genkendes af nogen som har deres gang på landet.
Et udgangspunkt som ikke er underbygget af målinger fra dræn der leder vandet under markerne.
Hvorfor accepterer så mange så villigt fortællingen om landbruget og landmanden som en bevægelse, der har som erklæret mål at ødelægge alt liv på landet, hvor de lever og bor.
Hvordan kan succeskriteriet for lovgivning være, hvor hårdt det rammer landbruget? Hvorfor er succeskriteriet ikke, at lave en regulering som gør en forskel for et konkret problem.
Landbruget er på en umulig mission, for selvom der nu fastsættes krav om brak, der differentieres efter jordens bonitet og afgrødens kvælstofbelastning, vil de fortsat blive dømt på beregninger og modeller.
Ikke konkrete målinger, hverken før eller efter indsatsen. De vil aldrig kunne trænge igennem med hvad de gør, for hver eneste gang de forsøger at ytre sig, bliver de angrebet med mere eller mindre saglige påstande.
Landbrugets organisationer har ikke lykkedes med at få redegjort for problemstillingen på tilgængelig måde, og debatten på sociale medier ender ofte med frustrerede svar fra pressede landmænd,- alt for ofte med henvisning til spildevandsoverløb, og så bliver de klandret for what-about-isme. Med rette kan man sige, når debatten vedrører regulering af landbruget,- men også forståeligt, når de alene får skylden for tilstanden ved alle udløb.
Men i lyset af alt det, er det ikke forventningens glæde, der præger mine små ture i græskarstykkerne.
Det er tanker om, om der er et stykke næste år. Hvad der kommer til at ske. Uvished om, hvordan en regulering kommer til at påvirke os og andre. Tristhed over debatten på sociale medier, og også mediernes dækning. Bekymring over sagligheden i det politiske arbejde.
Jeg ved godt, at der drøftes muligheder for særregler for grøntsager,- ikke baseret på kvælstofhensyn, men et ønske om at fastholde en dansk produktion.
For mig bliver det ikke afgørende,- men det er da stof til eftertanke, reguleringen fastholdes som tvingende nødvendig for at sikre vandet,- lige indtil det viser sig at være uhensigtsmæssigt for en politisk profil eller et vælgersegment, så åbnes der for lempelser af modellerne.
Man kan da tænke sit, om ikke andet.
