15/06/2026
🌿 Historien fortsætter ... 🌿
I fredags skrev jeg, at en helt særlig dag ventede på Anneberghus.
I dag kan jeg fortælle, at det blev en af de dage, jeg sent vil glemme ❤️
Jeg havde fornøjelsen af at byde velkommen til Else Beate von Buchwald - tipoldebarn til Frederik von Buchwald, som opførte Anneberghus i 1856, samt Frants August von Buchwald, tiptipoldebarn, og hans hustru Tina.
Det blev en eftermiddag fyldt med fortællinger, minder, fotografier, postkort, slægtshistorie og spændende spor tilbage til Anneberghus' tidlige år.
Else Beate havde blandt andet medbragt gamle billeder, et smukt farvelagt postkort af Annebjerggaard, fotografier af den hvide bro over voldgraven og en bog med erindringer, hvor Anneberghus omtales.
Vi talte om familien von Buchwald, våbenskjoldet med det kronede bjørnehoved, om Frederik von Buchwalds liv og om hans far, som flyttede til Italien og blev begravet i Lucca i Toscana.
Som alle andre gæster fik de naturligvis også en rundvisning på Anneberghus, hvor vi talte om de mange renoveringer siden august 2020, tankerne bag dem og ønsket om at bevare husets sjæl.
Og ja ... vi kom også ind på historien om husets måske mest trofaste beboer 😉
Den ældre dame med proptrækkerkrøller. En dame, der efter sigende holder øje med huset og er ganske tilfreds med, at det fortsat fyldes med glade mennesker.
Det særlige er, at jeg denne gang fik mulighed for at se et billede af Frederik von Buchwalds hustru, Margrethe Emilie Elisabeth Smith.
Lad os bare sige, at jeg pludselig forstod, hvorfor nogle mener, at det er netop hende, der stadig går sine runder på Anneberghus ❤️
Jeg er dybt taknemmelig for, at Else Beate kontaktede mig, og for at hun, Frants og Tina havde lyst til at dele deres historier og minder.
Nogle gange føles det, som om et hus har sin egen historie.
Andre gange føles det, som om historien selv kommer på besøg.
Tak for besøget 🌿🏡❤️