12/05/2026
Første Syrenpris uddelt
Foreningen Syrenland Sydfyn inviterede tirsdag den 12. maj 2026 til fernisering ved Dronningeudsigten i Haastrup.
Her blev den allerførste Syrenpris 2026 uddelt – og modtageren anede intet på forhånd.
Prisen gik til borgmester i Faaborg Midtfyn Kommune Anstina Krogh, som egentlig var inviteret for at afsløre årets Syrenplakat, men i stedet selv blev dagens store overraskelse.
- Jeg er meget overrasket. Men tænk, så går den til mig, der elsker syrener. Det er jeg da stolt og beæret over,” sagde Anstina Krogh efter overrækkelsen.
Syrenprisen er skabt af foreningen som en ny årlig tradition for at sætte fokus på de karakteristiske sydfynske syrenhegn og den særlige natur- og kulturarv, som præger området.
Samtidig blev årets første Syrenplakat præsenteret. Den er skabt af den lokale kunstner Malene Klint, som har malet syrener oven på et historisk kort over Sydfyn fra 1760.
Plakaten er trykt i et begrænset oplag på 200 signerede og nummererede eksemplarer, og overskuddet går til foreningens fortsatte arbejde. Plakaten kan købes på Visit Faaborgs hjemmeside.
Syrenerne kan blandt andet opleves omkring Vester Hæsinge, Trente Mølle, Haastrup og Hillerslev.
Mere information og forslag til cykel-, gå- og bilture findes på Syrenland Sydfyn.