Køge Festuge

Rutevejledning Website Kontakt virksomheden

Køge Festuge KØGE FESTUGE

ALTID I UGE 35 Køge Festuge afvikles af foreningen Køge Festival
http://www.køgefestuge.dk/
(950)

Vi er stolte af foreningerne i Køge!Vi har et stærkt foreningsliv i vores by, og Køge Festuge er selv en forening, der e...
03/10/2026

Vi er stolte af foreningerne i Køge!

Vi har et stærkt foreningsliv i vores by, og Køge Festuge er selv en forening, der ejes af flere lokale foreninger. De frivillige hjælper til mange steder i Køge og løfter en masse opgaver, som skaber liv og gode oplevelser for os alle.

I dag var der Hero Run på marinaen med masser af sjove aktiviteter og lokale foreninger, der hjalp til med arrangementet.

Køge Sejlklub, som også hjælper til under Køge Festuge, havde kontaktet os for at høre, om vi kunne stille med nogle ekstra hænder. Og selvfølgelig gør vi, hvad vi kan!

Det varmer at opleve, hvordan foreningerne hjælper hinanden på tværs. Vi er stolte af sammenholdet og alt det, vi kan skabe sammen.

Vi havde også lidt ekstra jubilæumstrøjer fra Festugen med, som gæster og hjælpere kunne få. Og I så knaldgodt ud i dem!

Foreninger, der hjælper foreninger = ❤️

VENSTRE LUKKER DØREN TIL LOVPARKEN UDEN AT HAVE ET EGNET ALTERNATIVI dagens artikel i SN meddeler Ulrik Sejersdal, at Ve...
01/10/2026

VENSTRE LUKKER DØREN TIL LOVPARKEN UDEN AT HAVE ET EGNET ALTERNATIV

I dagens artikel i SN meddeler Ulrik Sejersdal, at Venstre vil afvise dispensation til Køge Festuge i Lovparken i 2027 og standse arbejdet med lokalplanen.

Lad os sige det klart: Hvis Venstres linje bliver gennemført, må partiet tage ansvaret, hvis Køge står uden festuge næste år.

Venstre vil lukke muligheden for det eneste sted, hvor festugen i dag kan holdes. Samtidig har partiet ikke anvist et eneste alternativ, der er dokumenteret egnet. Så kan man ikke samtidig sige, at Køge selvfølgelig skal have en festuge.

Man kan ikke lukke døren til det eneste rum, man har, og samtidig sige, at man gerne vil holde festen.

AT PEGE PÅ ET STED ER IKKE AT ANVISE ET EGNET STED

Venstre peger på Køge Marina og den gamle amfiteatergrund. Vi har taget forslaget alvorligt og besøgt området med vores sikkerhedsrådgivere fra Eventsafety A/S.

Der er fortsat væsentlige ubesvarede spørgsmål:

• Adgang og flugtveje er reelt begrænset til én retning. Jordvoldene er efter vores vurdering for stejle til at bruges ved brand, uvejr eller farlig røg fra skrotmodtagelsen bag voldene.

• Det er uafklaret, hvor mange gæster pladsen sikkerhedsmæssigt kan rumme. Om vi kan planlægge efter 4.000 eller 10.000 betalende gæster, er afgørende for, om økonomien hænger sammen.

• Det er uklart, om der må være mennesker på voldene, når havneindløbet bagved med kort varsel skal modtage følsomt NATO-materiel.

• Jordforurening, dræning, adgang for tunge køretøjer og hensyn til ynglende fugle og beskyttet natur er ikke afklaret.

• De planmæssige og juridiske rammer, herunder kystbeskyttelseslinjer, er ikke afklaret.

• Marinaen, bådejerne og ROX Resort er efter vores oplysninger ikke hørt. Gående og tung trafik gennem havnen vil krydse hinanden.

• Børnedagen og Campus+ Dagen kan efter vores vurdering ikke holdes der. Vi risikerer at ende med en festival frem for den festuge, byen kender.

En flytning kan efter vores vurdering tidligst realistisk ske fra 2028. I Lovparken er stort set alle disse forhold afklaret og fungerer i praksis.

RAPPORTEN OM MARINAEN SKAL FREM

Efter vores oplysninger har kommunen modtaget en ekstern rapport om amfiteatergrunden. Vi har endnu ikke fået adgang til den.

Vi har fået oplyst, at rapporten peger på en række uafklarede spørgsmål og en markant mindre kapacitet. Derfor bør den offentliggøres, før politikerne træffer beslutning om festugens fremtid.

BORGERNE BAKKER OP OM FESTUGEN

En ny repræsentativ befolkningsundersøgelse gennemført af Norstat blandt 261 borgere i Køge Kommune viser:

• 61 procent har en positiv opfattelse af festugen. Kun 12 procent har en negativ.

• Blandt dem, der kender til overvejelserne om en flytning, mener 66 procent, at det er rimeligt at acceptere nogle dages gener om året for at have festugen centralt i Køge. 22 procent er uenige.

• 61 procent mener, at kommunen bør strække sig langt for at imødekomme festugen på grund af dens bidrag til foreningslivet. 16 procent er uenige.

• 60 procent mener, at Lovparken fungerer godt som ramme om en stor og folkelig festuge. 21 procent er uenige.

• 60 procent mener, at en placering tæt på centrum er vigtig for bylivet, butikkerne og restauranterne.

• 78 procent mener, at festugen altid vil genere nogen, uanset hvor den ligger.

• 33 procent er enige i, at generne for naboerne gør det nødvendigt at flytte festugen. 46 procent er uenige.

• 27 procent er enige i, at festugen ødelægger naturen og dyrelivet i Lovparken. 52 procent er uenige.

Opbakningen findes også blandt Venstres egne vælgere. Her er 56 procent positive over for festugen, mens kun 9 procent er negative. Blandt Venstres vælgere, der kender til sagen, mener 65 procent, at det er rimeligt at acceptere nogle dages gener, og 60 procent mener, at kommunen bør strække sig langt for festugen.

Undersøgelsen er bestilt og betalt af Køge Festuge. Data er indsamlet fra den 4. til den 9. september 2026 og vægtet, så de svarer til befolkningen.

HVOR STÅR DE ANDRE PARTIER?

Vi savner, at de øvrige partier i flertalsgruppen fortæller, hvor de står.

Vi har haft den opfattelse, at et flertal imod Lovparken byggede på, at der fandtes et egnet alternativ. Men der er endnu ikke dokumenteret et sted, som kan bruges.

Vil de andre partier virkelig stå bag at lukke muligheden for festugen uden et afklaret alternativ?

EN BESLUTNING KRÆVER ET OPLYST GRUNDLAG

Køge Festuge har en gældende lejekontrakt om Lovparken, som ikke er opsagt. Vi har samtidig forpligtelser over for kunstnere, leverandører, sponsorer og lokale foreninger. Kommunen må gøre klart, hvordan den vil forholde sig til aftalen og konsekvenserne af sin beslutning.

Vi respekterer en demokratisk beslutning om festugens fremtid. Men en så stor beslutning bør behandles i kommunalbestyrelsen på et oplyst grundlag.

Inden mødet den 8. oktober beder vi derfor om, at:

Kommunens eksterne rapport bliver offentliggjort og udleveret til festugen.

De ubesvarede spørgsmål om en alternativ placering bliver afklaret.

Alle partier i flertalsgruppen siger offentligt, hvor de står.

Kommunen afklarer, hvordan den vil forholde sig til vores gældende lejekontrakt.

Køge Festuge er fællesskab, frivillighed og indtægter til foreningslivet. Det er Børnedagen, Campus+ Dagen, stafetløbet og Sammen om Livet. Og det er en tradition, som borgere i undersøgelsen beskriver som en del af Køges DNA.

Den fortjener bedre end at blive lukket uden en plan.

Køge Festuge

befolkningsundersøgelse:
https://drive.google.com/file/d/1wcS9Be_ddhbkIsj94U7E1ueJ9Z5f86Gg/view?usp=share_link

Så fik vi fat i Lone, som var den heldige vinder af et gavekort. Stort tillykke med den hyggelige frokost hos Charlottes...
28/09/2026

Så fik vi fat i Lone, som var den heldige vinder af et gavekort. Stort tillykke med den hyggelige frokost hos Charlottes Smørrebrød. Vi håber, du får en rigtig dejlig oplevelse.

Endnu en gang stor tak til Charlottes Smørrebrød for at være med på dette indslag og forkæle en af vores gæster.

Og bare rolig, vi er slet ikke færdige endnu. Vi kommer til at lave flere konkurrencer sammen med nogle af de skønne stadeholdere, vi havde med i Streetfood i år, så følg godt med på vores sociale medier.

Og så lige en lille sjov historie fra Lovparken...

Da festen var slut, alle vogne og telte var væk, og Lovparken skulle afleveres pæn igen, gik vi en hel flok mennesker rundt og tjekkede græsset for alt det, der var blevet efterladt.

Vi fandt lidt af hvert. Smykker, som heldigvis fandt tilbage til nogle af deres ejere, og så fandt vi noget, vi ikke helt havde regnet med...

Hundredvis af plastiknegle og falske øjenvipper!

Dem lykkedes det altså ikke at finde ejerne til, så de er røget ud.

Vi vidste godt, at I kunne feste i Køge Festuge, men vi var ikke klar over, at der blev festet så meget, at både negle og øjenvipper simpelthen faldt af undervejs.

Måske skal vi overveje en beautysalon i Streetfood næste år sammen med alle de andre vogne. Godt nok kan det ikke spises, men efter årets fund i græsset ser det ud til, at behovet er der. 😄

🥪 VIND EN LÆKKER FROKOST FOR TO 🍻Vi håber, I havde en skøn festuge i Lovparken! 🎶Sammen med Charlottes Smørrebrød forkæl...
22/09/2026

🥪 VIND EN LÆKKER FROKOST FOR TO 🍻

Vi håber, I havde en skøn festuge i Lovparken! 🎶

Sammen med Charlottes Smørrebrød forkæler vi en heldig vinder med en frokost for to. Præmien består af 3 stykker luksussmørrebrød pr. person inklusive en fadøl eller sodavand til hver, som nydes hos Charlottes Smørrebrød. 😋

For at deltage skal du skrive i kommentarfeltet:

❤️ Hvem du vil nyde frokosten med. Skriv blot personens fornavn, du behøver ikke at tagge.
🎤 Hvilken artist du nød mest til årets Køge Festuge.
🌟 Hvem du drømmer om at opleve på scenen i 2027.

⏰ Konkurrencen slutter på søndag kl. 12.00.

Vi glæder os til at høre om jeres bedste koncertoplevelser og ønsker til næste års festuge. 🎉

Held og lykke! 🤞

Konkurrencen er hverken sponsoreret, støttet eller administreret af Facebook eller Meta og er ikke forbundet med dem.

SKRIV UNDER OG HJÆLP OS MED AT BEVARE KØGE FESTUGE I LOVPARKEN ❤️Der bliver talt meget om Køge Festuge, Lovparken og om,...
31/08/2026

SKRIV UNDER OG HJÆLP OS MED AT BEVARE KØGE FESTUGE I LOVPARKEN ❤️

Der bliver talt meget om Køge Festuge, Lovparken og om, hvor vi skal være i fremtiden.

Vi er utrolig glade for, at frivillige kræfter har taget initiativ til en underskriftsindsamling og vil arbejde for at bevare Køge Festuge i Lovparken. Det er et initiativ, vi er stolte over, at nogen har taget, og som vi håber, rigtig mange vil støtte ved at skrive under.

Vi begyndte på Torvet, hvor vi stod på ladet af en varevogn og nød musikken sammen. Senere blev vi hurtigt kastet ud i en flytning til Lovparken, og her er vi langsomt vokset til den store og skønne festuge, vi har i dag.

Fortryder vi årene på Torvet? Ikke ét sekund. Men som så meget andet i livet vokser man, og vi var vokset ud af Torvet.

I dag er Køge Festuge Køges absolut største kulturarrangement. For os handler det om hele oplevelsen. Musik, hygge, fællesskab, trygge rammer, sikkerhed og alle de bløde værdier.

Lovparken har den rette størrelse til et arrangement som Køge Festuge. Vi behøver ikke at blive større, men vi vil hele tiden blive bedre. Hvert år lærer vi noget nyt og justerer mange ting, så festugen fungerer bedst muligt for både vores naboer og vores gæster.

Lovparken giver samtidig plads til Børnedagen, Sammen om Livet, Campus+ for byens studerende, musik og alle de bløde værdier, der samler børn, unge, voksne og ældre på tværs af hele Køge.

Vi går aldrig på kompromis med sikkerheden og samarbejder derfor tæt med nogle af landets mest professionelle firmaer og de relevante myndigheder. Sammen sørger vi for, at der er styr på alle detaljer både på pladsen og omkring festugen.

Det kræver store investeringer at skabe et professionelt og sikkert arrangement af denne størrelse. Samtidig bliver Køge Festuge drevet af mennesker, der lægger mange frivillige timer i arbejdet for byen og fællesskabet.

Køge Festuge giver byens foreninger mulighed for at tjene penge til udstyr, aktiviteter og nødvendige forbedringer. I en tid, hvor kommunen skal spare millioner, sender vi penge tilbage til foreningslivet og dermed til børn, unge og fællesskaber i hele Køge. For nogle foreninger har indtjeningen under festugen afgørende betydning for resten af året.

Vi er meget lydhøre over for vores nærmeste naboer og arbejder løbende på nye tiltag, så vi sammen kan finde de bedst mulige løsninger.

Skriv under, hvis du også mener, at Køge Festuge og Lovparken hører sammen ❤️

https://www.skrivunder.net/bevar_koge_festuge_i_lovparken

🎒 GLEMTE SAGER 🎒Vi ved godt, at vi alle har taget en masse gode minder med hjem fra de sidste par dage, men nogle har og...
30/08/2026

🎒 GLEMTE SAGER 🎒

Vi ved godt, at vi alle har taget en masse gode minder med hjem fra de sidste par dage, men nogle har også glemt lidt, som de sikkert savner.

Vi har lige nu:
5 par solbriller
1 g-streng i lyserød
1 sæt AirPods
1 bilnøgle
5 armbånd
1 ring
3 bundter med nøgler
2 løse nøgler
2 nøgler med vedhæng
33 øreringe
1 lighter
En del sorte stropper fra Børnedagen
En del bluser og jakker
3 kreditkort fra Lunar, Nordea og Jyske Bank
2 iPhones
1 årskort
1 id kort

Vi har allerede fået fat i flere ejere, som har fået deres ting tilbage, men på resten kan vi desværre ikke finde nogen oplysninger.

De glemte sager ligger på pladsen frem til mandag kl. 18.00. Derefter bliver de afleveret til politiet.

Mangler du noget, kan du skrive til Marcus på [email protected]. Han holder øje med mailen og hjælper med at genforene de glemte ting med deres ejere 💙

29/08/2026

Det er lørdag, og Suspekt lukker og slukker Køge Festuge med et kæmpe brag! 🎶 Festen blev helt sikkert sat i gang for sidste gang dette år - og vi kan ikke sige andet, end det var det vildeste! 🔥 Tusind tak for showet 💛

29/08/2026

TAK TAK TAK ❤️

Hold nu op, Køge. Sikke en fest!

Køge Festuge 2026 er slut, og vi sidder tilbage med trætte ben, hæse stemmer og kæmpe smil efter nogle helt vildt fede dage sammen med jer i Lovparken.

En kæmpe tak til alle vores fantastiske frivillige, som har knoklet fra morgen til aften hver eneste dag. Uden jer kunne vi godt pakke festen sammen, for uden jer var der ingen Køge Festuge ❤️

For nogle af de frivillige foreninger er dagene i Lovparken helt afgørende. De penge, som de knokler for at samle ind under festugen, er med til at sikre, at foreningerne kan fortsætte og skabe fællesskab og aktiviteter resten af året. Det er noget, vi er utrolig stolte af at kunne bidrage til.

Tak til alle jer skønne gæster, som er kommet dag efter dag for at feste, synge, danse og vise, hvordan man skaber ægte festugestemning.

Også en stor tak til alle vores partnere og sponsorer. Jeres opbakning er med til at gøre hele festen mulig.

Sammen skaber vi Køges største kulturarrangement, og det er vi både stolte af og taknemmelige for.

Her får I en lille aftermovie med nogle af de mange fantastiske øjeblikke. I løbet af de næste dage kommer der masser af billeder, som viser alt det, Lovparken kan, når Køge for alvor folder sig ud.

Nu må vi se, om vi får lov til at vende tilbage til Lovparken i 2027. Vi er ikke i tvivl. Lovparken og Køge Festuge passer simpelthen perfekt sammen.

Vi kommer med flere informationer i løbet af de næste par dage, og vi håber, at I vil hjælpe os med at stemme, hvis I også synes, at Køge Festuge hører hjemme i Lovparken.

Hver eneste stemme betyder noget ❤️

Vi håber, vi ses i 2027 🎶🥳

Flere har henvendt sig til os omkring branden på havnen.Vi vil derfor gerne berolige jer med, at vi har helt styr på sit...
29/08/2026

Flere har henvendt sig til os omkring branden på havnen.

Vi vil derfor gerne berolige jer med, at vi har helt styr på situationen og har været opmærksomme på branden, siden den opstod.

Vi følger udviklingen tæt og er løbende i dialog med de relevante myndigheder. Vi holder samtidig øje med branden og vindretningen, blandt andet fra luften.
Lige nu er vindretningen meget gunstig for os, og røgen blæser ud over vandet. Prognoserne viser, at det fortsætter sådan.

Hvis I ser eller læser om branden i medierne, skal I derfor vide, at vi følger situationen helt tæt sammen med myndighederne.

Skulle situationen ændre sig, er vi selvfølgelig klar til at reagere med det samme.
I kan trygt fortsætte festen sammen med os ❤️

Adresse

Lovparken, Allegade 16
Køge
4600

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Køge Festuge offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Køge Festuge:

Genveje

Del