08/10/2026
Dryaden Rosea havde længe holdt øje med de fremmede fra det skjulte. Først var det af nysgerrighed, men nu var det med gru, at hun så på hvordan de fældede de største træer og plukkede de smukkeste blomster. Hun kunne ikke holde det ud meget længere. Rosea var ikke en kriger af nogen art, men var i stedet en dygtig troldkvinde. Dette ville dog ikke være nok i sig selv, og Rosea havde brug for en plan.
Efter nogle dage havde Rosea fået overtalt nogle af de lokale vildsvin til at hjælpe hende, da de også var trætte af menneskene. Som solen stod op, ankom den samme gruppe af mennesker, som nu i ugevis havde fældet træer i denne del af skoven. Men netop som de begyndte at sætte deres økser i træernes stammer, blev skoven fyldt af højlydte og hidsige grynt. Forskrækket samlede skovhuggerne sig, med våben klar til kamp.
Bag sig hørte de en stemme: “I har gjort mine venner fortræd og besudlet mit hjem. Forlad skoven og vend aldrig tilbage, eller sig farvel til jeres hjem for evigt”. Bag sig så de Roseas skikkelse. De blev meget overraskede over, hvordan hun var sneget sig bag dem. En af skovhuggerne tog sin bue frem og skød en pil lige imellem hendes øjne. Et pletskud, hvis det ikke var fordi at pilen fløj lige igennem hende og hendes form blev til pollenstøv, der opløstes i vinden. En illusion.
En kort forvirring greb skovhuggerne, som ikke lagde mærke til magien, der kom flyvende bagfra. Da en af skovhuggerne blev ramt, mærkede han en træthed komme over sig, men ikke mere end det. Det var først da et vildsvin løb ind i ham, at han øjeblikkelig faldt i en dyb søvn. Resten af han frænder var nu i blodig kamp imod skovens hidsige grise, og blev frustrerede ved at se en af deres egne sove i kampens hede. “Vågn op”, skreg de, imens de ruskede i ham. Så frustrerede blev nogle af skovhuggerne, at de begyndte at slå og sparke til deres ven, til ingen nytte. Magiske trylleremser og energikugler fløj gennem luften og ramte flere af skovhuggerne, der faldt i søvn, i takt med de blev skadede af vildsvinene.
Kun tilbage stod en hårdt såret bueskytte, som sigtede sin sidste pil imod Rosea. Men før han gav slip på sin buestreng, var Rosea klar med sin næste formular. Spidsen for enden af bueskyttens pil blev tung som en granitblok og endte nede i jorden foran ham. Kort efter blev bueskytten også ramt af en søvnformular, som øjeblikkeligt fik ham til at sove grundet hans sårede tilstand.
Til deres egen overraskelse vågnede skovhuggerne op igen, med deres sår tilset. De var blevet slæbt ud til skovens kant, dog uden deres udstyr. Som de forvirrede mænd forsøgte at snakke til hinanden, var de kun i stand til at sige tre ord. “Vi skal væk”. Dette mantra spredte sig som en skovbrand iblandt skovhuggerne, der hurtigt forstod budskabet og flygtede. Rosea håbede, at dette var sidste gang, at hun så dem.
