https://www.facebook.com/353779004495569/

Ildens Rige - Rollespil i Helsinge, Ved Skoven 6 (Højbjerghytten), Helsinge (2026)

03/05/2026

Wow - sikke en begivenhedsrig sæsonfinale.
1½ års spilhistorie blev afsluttet.
Folk i Phytoria kæmpede om at samle "Magtens Tavle" som kunne give ja - magt. Elverne, under ledelse af kriger Falk, fik én del af tavlen, hvorimod Ork-høvdingen og Kong Rolf D. I. have 3 stykker.
Kong Rolf havde lavet en magisk pagt med Falk, at Falk skulle samle tavlen og give den til ham. Men da tavlen blev samlet i elverlejrens magiske fredsfelt, skyndte Krigerpræst Ælrumyr sig at bruge Tavlens magt til at bryde den magiske pagt.
Falk kunne nu gøre præcis hvad han ville, uden nogen magisk binding. Han krævede Kongekronen udleveret fra Kong Rolf, og gav den til tidligere Kong Gerd. Gerd ville dog ikke være konge (og ville heller ikke give den til hans genoplevet fader) så han Kronede Falk som konge af hele Phytoria.

Falk brugte Magtens Tavle til at genoplive alle de døde elverere som Dragten havde spist og til at forvise ondskaben for Phytoria.
Orkhøvdingen og Rolf blev forvist. Orkhøvdingen nåede dog at smadre kongekronen i en sidste blodig duel.
I stedet for "Konge", valgte Falk i stedet at kalde sig for: Fyrst Falk.

Omsider var Phytoria samlet, som ét fredeligt Rige.
Sommeren kunne gåes fredeligt i møde.

30/04/2026

Prolog – Ildens Rige maj 2026 – Nye tider!
Kong Gerd holdt vejret. Han bed sig i underlæben. Rolf stod kun få skridt fra ham.
På den anden side af krodisken. Imellem dem lå en kæmpe bunke mønter.
Ved siden af dem to halvtomme flasker SAVA. Rolf lænede sig frem imod Kongen.
”Det er STADIGVÆK ikke nok!” Hans stemme var lidt grødet. De havde drukket meget SAVA under deres forhandling. Kong Gerd greb fast i krodisken med begge hænder og borede neglende hårdt ned i træet. ”Men… jeg SKAL ha´ den!” Sagde han med skinger stemme. ”Du forstår ikke hvor vigtig den amulet er for mig” Han sank. ”… jeg har jo tilbud dig alt hvad jeg ejer og har!”
Rolf smilede roligt. ”nej – ikke alt” Han blik gled op over hovedet på Gerd.
Gerd prøvet at følge hans blik, indtil det gik op for ham at det var Kronen Rolf stirrede på.
”Nej…” Gerd stønnede forpustet. ”ikke den!”

* * *
Prinsesse Louise lå på jorden ved siden af den lille bunke sten. Hun holdt en lille flaske med klar væske i hånden. Bag hende stod en flok elvere tålmodigt og ventede.
”Undskyld far” Hviskede hun. Imens hun åbnede flasken med en finger. ”Men er du klar over hvor besværligt det er at komme til Rolonien?” Hun smilede. ”Men det lykkedes.”
Krigerpræsten Ælrumyr rømmede sig: ”Ohh Dahan, Skabelsens og Livets Gud – vi står samlet på pladsen her, med Helligt Vand fra Arendils Kilde. Lysets Kilde. Din hellige Livseliksir…. ”
Præsten nikkede til elverprinsessen, der begyndte at hælde vandet ud over hendes fars grav.
”… og med det Hellige vand, med Fønikseliksiren, vil vi genskabe det der er gået tabt. I Lysets navn, vil vi genoplive det der er dødt” Han hævede armene imod himlen. ”Ohh Dahan, du skabelsens Gud. Bring KONGEN tilbage til os. Genskab KONG HARALD!”
Prinsessen kiggede ned på den lille bunke sten der lå på graven. Først skete der ingenting.
Hun trak vejret ind og holdt det i spænding. Så begyndte stene at ryste. Først en smule. Så meget. Bunken af sten faldt sammen.
Pludselig skød en arm op direkte af jorden. Den var grå-brun, og med stykker af rådden hud.
”Hil Dahan! Råbte præsten. ”Skabelsen og Livet Gud”

* * *
Det er nye tider i Phytoria – og alligevel ikke helt.
Kong Gerd har solgt Kongekronen, alle sine ejendele og ja – hele Kongeriget.
For hvad – det vides ikke helt præcist. Men det var ham der smilede mest, da han gav hånd til Rolf.
Nu har Phytoria fået en ny Konge. Kong Rolf d. I. En stor stærk vikingekriger.
Timingen var dog lettere uheldig for lige da Kong Rolf skulle krones foran Kroen, så dukkede den gamle Kong Harald op. Kong Gerds far. Harald havde været konge indtil for 2 år siden. Kort før sin død valgte han at krone sin adoptivdatter Niko, i stedet for kronprins Gerd [se tidligere prolog -red] Phytoria blev efterfølgende kastet ud i en lang række magtkampe og intriger der dog til sidst endte fredeligt med at Gerd blev kronet og gift med Sisa af Østpytoria.
Ny var Kong Harald vendt tilbage og krævede at få Kronen.
Men det ville Rolf ikke hører tale om og med hjælp fra orkerne jog de Harald og familie på flugt.
Både exKong Harald, ExKong Gerd og prinsesse Louise blev med vold og magt forvist for riget.
Der er dog kun få folk tilbage i Phytoria. De få der hverken er blevet forvist, spist eller på anden vis er døde eller forsvundet. Hvor er folk egentlig forsvundet hen?
Hvad skal der blive af Ildens Rige? Kom på søndag d. 3. maj og få svaret.

* * *
Krofatter Roland lagde endnu en brændeknude på ilden. Selv om det nu ikke var køligt i Pythoria, så kunne Roland godt lide at have en god varme på ildstedet i krostuen.
Han rettede sin ømme ryg og kløede sig eftertænksomt i skægget imens han kiggede ud på landskabet. Phytoria var et smukt og frodigt skovrige. Især på denne tid af året. Han havde været væk længe. Alt for længe. Men nu var han tilbage. Roland smilede. Meget var ændret. Men Phytoria lignede heldigvis sig selv. Trods nye tider.

05/04/2026

Phytoria har fået en ny Konge!
Kong Rolf d. 1.
I Dragedronningens fravær vendte Kong Gerd tilbage til det Nordlige Tågerige Phytoria og opdagede hvor få undersåtter der egentlig var tilbage. De fleste var blevet spist. Spist af Dragen... eller af... af.. ja. Det snakker vi ikke om.

Kong Gerd valgte at sælge sin Krone, tronen og hele Riget. Til vikingkrigeren Rolf. Hvad den præcise pris blev for Kongeriget vides ikke.

Men undervejs nåede de vindomblæste borgere i Phytoria at opleve hele 3 konger. Prinsesse Louise hældte nemlig Fønikseliksire på hendes faders Grav. (Genskabelses-eliksir) og med hjælp fra elverne lavede de et ritual der genrejse den gamle Kong Harald.
Der dog så noget usund og rådden ud.

Kong Rolf d. I jagede dog Harald og familien ud af Riget da kronen nu lovformeligt tilhørte ham. For en handel er en handel.
Men... det bliver spændende at se hvad dragedronningen siger til det når hun vender tilbage.

01/04/2026

Prolog – Ildens Rige april 2026 – Rolandsuppe
Kromutter gned sig med den ene hånd i lænden. Hendes ryg var øm. Hun havde stået længe over det lave bål og rørt i suppegryden. Hun rettede ryggen op, så meget som hun nu kunne, og kiggede ud over landskabet. Træer og buskads var begyndt at gro. Foråret var på vej.
- og med foråret – forhåbentlig også flere kunder.
Hun smilede træt og kiggede udover kroens gæster. Der var ikke så mange tilbage.
Mor Nælde hed hun, og hun var den nye kromutter i kroen ”Det Sprøde Svin” Phytorias største (og eneste) kro. Hun havde overtaget den i vinters, efter at den gamle ejer var forsvundet.
Roland var gået ud i skoven for at lede efter brænde og kød. Men var forsvundet i vinterens sne og kulde. Så var Mor Nælde dukket op, sammen med foråret, og medbragte både brænde og kød.
Særligt hendes meget kødrige supper ”Rolandsuppe” var blevet meget populær blandt gæsterne.
Gæsterne var der ikke så mange tilbage af. Men suppen, den havde nu masser af kød. Masser.

* * *

Kancillia var træt. Sulten, træt og mismodig.
I lang tid havde hun opholdt sig ved elvernes Livstræ. Beskyttet. Sikker.
Præcis som elverfyrsten havde befalet.
En efter en havde hun set elverbørn forlade den beskyttende cirkel. For at gå på eventyr, på opdagelse, eller direkte i kådhed for selv at opsøge dragen.
En efter en var de blevet spist. Uhyrets appetit havde ingen ende.
Kancillia havde møjsommeligt samlet de afgnavet knoglestumpe som hun kunne finde sammen og lagt dem i en lille bunke ved Livstræet. Fyrsten havde været væk længe, så der var ingen til at genoplive de døde elvere. Men Kancillia håbede på at fyrsten ville vende tilbage inden det var for sent. Imens voksede bunken af knogler dag for dag.
Kancillia sukkede. Godt nok var dragen vokset meget og ligeledes dens appetit. Men på det seneste var mange folk, mennesker såvel som elvere, forsvundet fra Phytoria. Hvor blev de dog af? Det virkede som om der var andre end dragen der spiste folk. Men hvem?
Kancillia sneg sig forsigtigt igennem skoven. Igen var hun på vej ud for at lede efter flere knoglerester af hendes elviske frænder. Hun hørte noget pusle i buskadset og trak resolut sit sværd og holdt det frem foran sig. ”Hvem der!” Sagde hun med rystende stemme.
En kappeklædt skikkelse trådte frem fra et træ. Kancillia spærrede øjnende op og faldt straks på knæ, med sværdspidsen i jorden og panden imod sværdskæftet. ”Deres majestæt” Hviskede hun og bøjet hovedet respektfuldt.

* * *
Den unge væbner kedede sig. Efter Dragedronningen havde taget kontrollen med hele riget, skete der ikke så meget længere. Drageridderne holdt Phytoria i et jerngreb. Det mest spænende var når hun fodrede dragen. Når endnu en klynkende og hylende elver blev spist.
Men selv dét, var ved at blive lidt kedeligt også.
Væbneren strejfede rundt i udkanten af byen, blandt de forladte huse. Han rundede et hjørne og stoppede chokerede op. Bag et gammelt hus var jorden fyldt med blod og flere afskåret kropsdele. Menneskerester. Det lignede en slagterstue.
”Rogælcon!” udbrød væbneren imens han gjorde et afværgende religiøst tegn foran sig.
Han vendte sig om, for at løbe tilbage til kroen og hente en af Drageridderne. Men fik endnu et chok. Lige bag ham stod Kromutter. Hun lagde hoved på skrå og smilede. Så var det at han fik øje på den blodige kniv i hendes hånd.
* * *
Det er forår i Phytoria. Krofatter Roland har været forsvundet i månedsvis. Men Mor Nælde har overtaget kroen, og hun laver suppe i rigelige mængder. Rolandsuppe.
Men noget er galt. Der mangler folk i Riget. Ikke kun dem som er blevet spist af Dragen.
Mange er forsvundet. Men hvor er de henne? Hvem har taget dem?
Kom til Ildens Rige og bliv en del af historien. Vi spiller søndag d. 5. april 2026.

25/02/2026

Prolog – Ildens Rige marts 2026 – Ild & stål
Handelsmanden lå lænet op ad det rådne døde Livstræ. Hans bredskygget hat dækkede hans ansigt så det var svært at se om han var død, eller han blot sov. Men med den slemme kulde i Phytoria kunne det at sove udendørs også fører til døden.
Omkring ham gik mennesker og elverne rundt. Søgende. De ledte bag hver en busk og hver en sten. Det var første gang i lang tid at elverne kunne komme tilbage til deres gamle lejr igen.
Alskens ulykker havde ramt lejren. Lynnedslag i Livstræet. Sygdom. Overfald. En gal konge havde engang for mange år siden hugget i Livstræet med en stor økse. Mange tusind elversjæle, der befandt sig i Træet var gået tabt før han var blevet stoppet. En stor sorg for elverne.
Men sidste år, blev lejren oversvømmet og Elverfyrst Ehréndíl havde måtte flytte alle elversjæle ud af Livstræet og over i et nyt træ. En mission der havde taget flere måneder. Nu levede elverne, i forholdsvis fred i Østphytoria, ikke langt fra Minen og de havde ikke skænket deres gamle lejr mange tanker. Desuden havde den stået under vand hele efteråret.
Men nu, med frost i hele landet, kunne man gå ind i elverlejeren igen. For en stund.
”Fordømt!” Udbrød Robert irriteret. ”De stålbarer må da være et sted – vi har søgt overalt”
Han sparkede arrigt til en vissen gren. ”Hvor kan elverne have gemt dem?”
En ung elver, der havde stået på vagt uden for lejren, stak hovedet ind.
”Skynd jer nu! – orkerne nærmer sig” Eftersøgningen i lejren blev mere febrilsk.
Præsten sparkede til den døde/sovende handelsmand. Ingen reaktion.
”Vi må ud!” Råbte en elver. ”Brug den hemmelige bagvej!” Alle i eftersøgningsholdet skyndte sig ud af den hemmelige sti. Få øjeblikke efter kom orkerne stormene ind i lejeren. Flere af dem ville forsætte forfølgelsen, men Høvding Razgur stoppede dem med at fast tag i kraven.
Han vendte sig om imod den tilsyneladende sovende handelsmand.
”Nååå….” sagde høvdingen. ”Fandt du så noget?!” Handelsmanden løftede hoved så orken kunne se smilet på hans ansigt. Han trak ud i kappen der havde dækket ham og afslørede en beskidt stålbar der var stukket i bæltet. ”Yep” svarede han.

* * *

Valgur sad og kiggede dybt ned i SAVA-flasken. Han løftede flasken op foran sine øjne og vippede den fra side til side. Vinen løb frem og tilbage inde i flasken.
”Tænk at man kan nyde synet af flydende SAVA SÅ meget” mumlede Valgur eftertænksomt.
I de sidste 2 måneder havde Phytoria været ramt af hård frost. En så slem frost at selv SAVAen i kroen var frosset til is. Bundfrossen. Han hældte vinen i et glas. Trak på skulderne og drak vinen i et hurtigt drag. I det mindste havde frosten den fordel at frosten havde forhindrede de døde i at råde. Eller resterne af dem. For Dragen havde været sulten – og den voksede hastigt.
”VALGUR!” råbet var så højt at Valgur uvilkårligt tabte vinglasset. Dragedronningen stod bag ham, så tæt på at han kunne lufte dragens rådne ånde. Det store dyr hang stadigvæk på Sisa arm.
”Hvad laver du her på Kroen?” Råbte hun. ”Du skulle jo skygge Rogælcon præsten og hans lille følge.” Valgur dukkede nakken. ”Men der er kedeligt” protesteret Valgur. ”De finder jo alligevel ingenting – de har ledt i over en måned” Valgur kiggede nervøst op på Dragen der slikkede sig sulten om munden. ”Hvorfor er det dumme dværgestål også så vigtigt?”

* * *

Det er tøvejr i Phytoria. Omsider. Igen kan folk drikke SAVA på kroen.
Men tøvejr besværliggør også menneskenes og elvernes søgen efter det sagnomspundet dværgestål. For ifølge gamle bøger havde elverne efter den sidste Dragekrig, gemt resterne af deres våben et sted i Phytoria. Smedet af det eneste metal der kan skade Drager. Dværgestål!
Nu går den vilde søgning efter det stål der kan dræbe Dragen, førend den bliver stor nok til at spy ild og derved dræbe og æde alle i Phytoria. Det er et kapløb. Mellem stål & ild.
Kom til Ildens Rige og bliv en del af historien. Vi spiller søndag d. 1. marts 2026.

26/01/2026

Prolog – Ildens Rige februar 2026 – I medgang og modgang!

Kong Gerd lå på knæ i Kroen. En menneskemængde stod omkring ham. Forventningsfulde.
Overfor ham stod Dragedronningen. Dronning Sisa. Oprindelig blot Gerds hustru, dronning og medreagent af Phytoria. Et politisk ægteskab, for at samle et splittet Phytoria.
Men nu, nu var Sisa meget mere end blot Gerds hustru. Nu var hun den der bar Elorias eneste levende drage. Kendt som dragedronningen. Leder af Dragens Orden.
I Gerds fravær havde hun hersket enevældigt over Phytoria. Snart skulle hun herske over det meste af verdenen. Når dragerne vendte talrigt tilbage. Men først skulle hendes sultne drage foders. Den havde fået smag for menneskekød. Hun nærmede sig med dragen, der hvæsede ad Gerd. ”Du kan betragte dette som en skilsmisse…” Sagde Sisa tørt… Dragen var nu så tæt på at Gerd tydeligt kunne lugte den rådne ånde. Det lugtede af død.
”vent!” Gerd holdt begge hænder oppe, med udstrakte, udadrettede håndflader. Han havde lukket øjnene i angst for dragens bid og drejet hovedet svagt til siden.
Ingen i forsamlingen troede rigtig på at Gerd ville kunne slippe nu. De forventede at dragen ville hugge kæberne i Kongen hvert øjeblik det skulle være. Men det lykkedes alligevel Sisa at få trukket dragen tilbage. Hendes kontrol over bæstet var mesterlig.
”Tal!” kommanderede hun. ”Men tro ikke at ussel tale kan redde dit liv nu…”
”jeg… jeg har ikke været helt ærlig…” fremstammede Gerd. Han tillod sig at åbne det ene øje lidt op og kiggede skævt på Sisa. ”…. Jeg… forsøgte ikke at få fat på Drageamuletten fordi jeg selv ville have kontrol over dragen… ” Gerd sank en klump. ”Men fordi… jeg er blevet tvunget… ja – truet til det…” Der blev stille i forsamlingen. ”ja såå…” Sisa trådte tættere på Gerd, og studerede ham nøje. ”af hvem?” Gerds stemme rystede: ”Af… af… orkerne i Rolonien. Sump-orkerne. De holdt mig fanget. De ville ofre mig til deres sumpgud. Men… men… så lod de mig gå. Hvis jeg kunne skaffe drageamuletten. Som giver kontrol over dragen.” Det virkede nærmest som en lettelse for Gerd, omsider at få fortalt det. ”Undskyld” mumlede han, og lukkede igen øjnene… og beredte sig på at mærke dragen bide. Han kunne mærke dragens ånde helt tæt på nu.
”Jeg tror dig.” Gerd åbnede igen et øje på klem og kiggede op på Sisa. Hun havde et drilsk smil på læben. ”Så lad os da give dem amuletten” Forsamlingen gispede overraskede. ”Men mens den stadigvæk sidder omkring min hals… og med dragen på min arm” Gerd slog begge øjnene op. Hans arme gled langsomt ned og han stirrede målløs på sin ex hustru/hustru.
Sisa strøg kærligt sin højre hånd om dragens hoved og kløede den lidt bag øret.
”jeg tager med dig til Rolonien” Hun smilede grumt. ”Så kan du jo retmæssigt sige at du har skaffet dem amuletten… og MIG.” Smilet blev til en latter. ”Jeg tror faktisk ikke at dragen har smagt ork-kød endnu…”

* * *

Dragedronning Sisa hersker enerådigt over Phytoria. Det har alle, og især hendes tidligere mand, Kong Gerd måtte sande. Men at være dragedronning har sin pris, for dragen vokser og er hele tiden sulten og rygtet går at dragen ikke kun har spist sig mæt i menneskekød, men også flere elvere har måtte lade livet til bæstet umættelige sult.
Kong Gerd og dragedronningen er ved at forberede rejsen til Rolonien. Men dragen er ikke det eneste der bider i Phytorianerne, for vinterkulden har også bidt sig fast. Folket fryser og i Kroen Det Sprøde Svin er både mad og brænde ved at slippe op. Krofatter Roland giver en god mønt for en stor favnfuld brænde. Heldigvis har kroen endnu rigeligt med SAVA-vin som Phytorianerne kan varme sig med. Så længe de har råd.
I sneen ved Livstræet ligger de døde elveres afgnavet knogler og afventer elverfyrstens tilbagekomst, for måske at han kan genoplive dem med livstræets kraft. Måske ikke? – og hvad vil Elverfyrst Ehréndíl sige til at det nu er en elver der er bær dragen? Vil det fører til fred? Eller blot forværrer konflikten?
Kom til Ildens Rige og bliv en del af historien. Vi spiller søndag d. 1. februar 2026.

01/01/2026

Prolog – Ildens Rige januar 2026 – Dragedronningen.
Spændingen dirrede i de fremmødte ved kroen. Det var nu det galt! De havde øvet deres ritual flere gange. Optegnet magiske symboler på jorden. Stillet sig klar i de korrekte verdenshjørner. En hjælper stod klar med den magiske amulet. Dragesmykket. Dronningen stod klar med den læderindbundet bog. Hun øvede ordene endnu engang, lydløst, mens hun blot bevægede læberne. Pludselig blev der stille. Drageherren kom gående imod kroen. Dragen hang på hans side, og kiggede sig vågent omkring. Drageherren lo en hæs latter, der blev en smule dæmpet af den maske af knogler som han bar foran sit ansigt.
”Sikke mange I er forsamlet…” Lo han. ”Er I alle kommet for at bevidne dronning Sisas underkastelse? – hvor nydeligt!” Han trådte ind i det magiske symbol, uden at bemærke det.
”Er du klar til omsider at knæle for mig – dronning?” hvæsede drageherren hæst.
Dronningen rystede på hænderne. ”Jah – men lige før at jeg gør det, så har jeg nogle gaver, og et digt, mig og mine venner har forberedt til dig” Drageherren slog ud med hånden. ”Jah – så lad gå!”
Han anede tydeligt vis ikke uråd. Dronningen overbragte ham gaverne og hævede så stemmen:
”Hør mig kalde i alle naturens farver. Dette er en bøn til alle verdens drager. I magiens navn kalder jeg…” Dronningen kiggede imod nord i den magiske cirkel: ”Med magien fra Nord!” Råbte den unge kriger der stod i nord. ”Med magien fra vest” blev der svaret. ”Med magien fra syd” forsatte en elverpige. Alle kiggede imod øst. ”Med magien fra… øst” tøvede den unge kriger.
Dronningen forsatte med høj stemme: ”Drager hør mit kald. Alle drager står for fald. ADLYD MIG. For jeg er DRAGERNES DRONNING!” Det var et øjebliks tavshed. Hjælperen der skulle overrække den magiske amulet var helt tryllebundet af spænding og havde glemt alt om sin opgave. Haros prikkede til ham med sit sværd. ”Du mangler noget…” hviskede han. I alt hast fik han overbragt dragehalskæden til dronningen. Den magiske amulet som elverne havde søgt efter længe.
”Hva?” hvæsede drageherren. ”Et usselt smykke!?” Men der var det for sent. Drageamulettens kraft havde taget fat i ham. Han grinede en nervøs latter og hvæsede mellem sammenbidte tænder: ”jeg NÆGTER” Men lige meget hjalp det ham. Magien fra ritualet tvang ham i knæ, og drageungen der kunne mærke magien fra dronningen, kravlede af hans arm og krøb over imod dronning Sisa. Ungen stak sine klør i dronningen, der ikke så ud til at tage skade af det, og kravlede op på hendes arm. Dronningen rettede sig op og stirrede nobelt ud over forsamlingen.
Folkene omkring hende smed sig på knæ. ”Længe leve Dragedronningen!” råbte de i kor.

* * *

Phytoria har fået en dragedronning og da Sisa selv er elver, er det nu slt for dragen at spise elverkød. Desværre nåede dragen, under den gamle drageherre, at spise indtil flere elvere.
Deres afgnavet knogler ligger nu ved Livstræet og afventer elverfyrstens tilbagekomst, for måske at han kan genoplive dem med livstræets kraft. Måske ikke? – og hvad vil Elverfyrst Ehréndíl sige til at det nu er en elver der er bær dragen? Vil det fører til fred? Eller blot forværrer konflikten?
Dragens Orden tjener nu dronning Sisa. Men hvad sker der, når – eller hvis – Kong Gerd vender tilbage til Phytoria? Hvem skal så herske?
Kom til Ildens Rige og bliv en del af historien. Vi spiller søndag d. 4. januar 2026.

08/12/2025

Drageherren kom til Kroen for at mødes med dronning Sisa. Han forventede at hun skulle knæle for ham i underkastelse for Dragen. MEN - det tog en uventede drejning da Dronningen under påskud af blot at ville fremfører et digt, lavede et ritual der aktiverede den gyldne drageamulet som giver kontrol over drager.

Ritualet var dog ved at gå grueligt galt da hendes hjælper som skulle fremvise amuletten havde glemt alt om det. Én simpelt men vigtigt job var ved at gå galt.

Men det lykkedes - drageherren faldt på knæ for Dronning Sisa. Og Drageungen som kunne genkende styrke når den så det, forlod drageherrens arm og kravlede over på Sisas arm. Således har Phytoria fået en Dragedronning.

08/12/2025

Phytoria har fået en ny hersker.
Dragedronningen.

03/12/2025

Prolog – Ildens Rige december 2025 – Dragemad.
Drageherren sukkede og drejede hovedet til siden og strak nakken. Han havde ondt i ryggen.
Ondt i nakken og især ondt i sin venstre arm. For i over en måned havde han gået rundt med en drage på armen. Den første drage i Eloria i mere end 3000 år.
I starten var det en sensation. Nyt, spændende og historisk. Men den lille drageunge spiste godt til, og vejede efterhånden lige så meget som en mellemstor, eller nok rettere, mellemtung hund.
Men det lille kræ var ikke stort nok til at kunne klare sig selv endnu. Ikke helt.
Dragen skulle foders. Helst med varmt rødt kød. Den foretrak elverkød.
Heldigvis var der kommer nye krigere til, for at knæle for dragen. Eller – drageherren.
- og alle nye Dragekrigere startede ud med en vigtig opgave. Skaffe mad til dragen.

Drageherren havde haft mange titler og navne i sit liv.
Troldmanden Razak, Ægtemand. Tyv. Bedrager. Heks. Tidsrejsende. Ritualist.
- og nu altså også Drageherre og indehaver af Phytorias ømmeste ryg.
2 nye fremmede krigere knælede for Drageherren: ”Herre – vi vil tjene Dragen!” Sagde de, med bøjet hoved. ”Hvad er din befaling?”
Drageherren sukkede og kiggede ned på dragen der peb sulten på armen.
”Mad” sagde han. ”Skaf mig dragemad!”

* * *
Elverpigerne sad med rykken op ad Livstræet. Hovedet tilbagelænet imod træstammen.
”Åhh… suk! Jeg keder mig!” Sukkede Måne ulykkeligt. ”Her sker jo ingenting!” Hun sad og pillede bark af en lille gren og kastede formålsløst med stykkerne ud i lysningen ved Livstræet. Kancillia kiggede vredt på hende. ”MÅNE! – forstår du da slet ikke - Elverfyrst Ehréndíl har befalet os til at blive i sikkerhed her nær Livstræet” Måne rejste sig op på sine frostkolde ben, og børstet jord af sig. ”jo jo… men… men han er her jo ikke… ” Hun rakte hånden ud til Christel. ”Kom! – lad os se os lidt omkring” Christel tog smilende hendes hånd og opfordring. ”Klart! – jeg er altså ikke bange for det væsen” Måne nikkede og smilede mens hun gik med Christel igennem den magiske barriere som lå i en stor beskyttende cirkel rundt om træet. ”Ja netop – hvor farlig kan den lige være?”

* * *

De to elverpiger var i færd med at krydse græssletten i Østphytoria, da de fik øje på 2 krigere i nye pæne uniformer. En rød drage var påmalet deres sorte kofter.
”Halløj!” Råbte Måne glad, og vinkede til dem. ”Ved I hvor man kan se den lille drageunge Snap?”
De to krigere kiggede på hinanden med hævet øjenbryn. Den ene med et lille skævt smil om mundvigen. Hvor heldige havde de lige lov at være?
”Jo da!” sagde han. Han vende sig og slog ud med armen imod røverborgen. ”Denne vej. I kommer lige til spisetid.”
”Den lille unge er SÅ sød og nuttet. I vil elske den” Dragekrigeren lagde armen om Måne og førte an imod røverborgen. ”… og den vil helst sikker elske jer”

* * *
Det er kedelige tider i Phytoria. Efter at elverne varslede blod, krig og ødelæggelse er der faktisk ikke sket så meget. I 2 måneder har de været isoleret ved deres Livstræ i Østphytoria og forbereder sig på det værste. Men intet sker – og kedsomheden er rædsom. Måske har elvernes frygt været overilet? Er drager virkelig SÅ farlige? Everprinsesse Louise er forsvundet. Nogen påstår at hun er rejst ud for at finde Arendíls Kilde? Eller måske blot for at finde sin halvbror Kong Gerd. Eller måske noget helt tredje?
Rygtet om Dragens genrejsning brede sig i Eloria. Krigere fra nær og fjern kommer til Phytoria, for at tilslutte sig en ny orden. Dragens Orden. En ny storhedstid er måske på vej! Men for hvem? Kom til Ildens Rige og bliv en del af historien. Vi spiller søndag d. 7. december 2025.

Ildens Rige - Rollespil i Helsinge

03/05/2026

30/04/2026

05/04/2026

01/04/2026

25/02/2026

26/01/2026

01/01/2026

08/12/2025

08/12/2025

03/12/2025

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type