25/08/2026
Lad Elværket forbliver brugernes hus!
Torsdag den 13. august har Udvalget for Fritid og Kultur besluttet at indstille til byrådet, at "Elværket overgår til kommunal drift og organisering", se punkt 90 i referatet:
https://www.frederikssund.dk/Politik/Dagsordener-og-referater/fritid-og-kultur/2026-08-13_15-00/referat -90
Vi ved ikke, hvad der ligger til grund for denne beslutning, for der foreligger ikke nogen bilag til mødet, der er ikke udarbejdet nogen analyser, og hverken udvalget eller administrationen har på noget tidspunkt ønsket at involvere brugere, bestyrelse eller medarbejdere i overvejelserne.
I husets bestyrelse har vi løbende søgt dialog, afholdt møder med medlemmerne af fagudvalg, brugere og andre interesserede, udarbejdet et visionsoplæg og senest sendt et åbent brev til byrådet, som (også) er forblevet ubesvaret. Vi har gennem det sidste halve år belyst anvendelsesmulighederne, planer om udvidelse og brugerinvolvering og ideer til at åbne huset yderligere for kommunens borgere. Vi har påpeget, hvordan brugere nyder godt af en effektiv service fra husets side, en god økonomi og en gruppe af frivillige hjælpere og bestyrelse. I de seneste år er der sparet op og løbende foretaget store investeringer i husets professionelle udstyr i mødelokaler, café og store sal. Vi noterer i øvrigt, at det meste af husets inventar tilhører Elværksforeningen, hvilket vil udløse et krav om kompensation, såfremt kommunen overtager driften. Dette har udvalget ingen bemærkninger til.
Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor kommunen med et pennestrøg synes, at vores hus skal kommunaliseres efter 33 år med brugerstyring, og vi forsøger nu at mobilisere alle ressourcer inden byrådet skal tage beslutning den 2. september. Vi har rakt ud og forsøger at komme i dialog med byrådsmedlemmerne, og brugere har også sendt læserbreve til pressen, ligesom der er opstået debat på Facebook. Såfremt I som medlemmer og brugere ønsker at bevare den nuværende konstruktion, hvor vi som forening driver Kulturhuset Elværket, kan vi kun opfordre til, at I lader jeres stemme høre. Der er ikke meget tid, så det kan nok bedst ske gennem direkte henvendelse til politikerne eller via de sociale medier - fx ved at kommentere på og dele dette opslag i jeres foreninger, med jeres medlemmer og i andre fora.
Flere har spurgt os om, hvad der sker, hvis huset overgår til kommunal drift den 1. januar. Vi ved det simpelthen ikke. Vi må antage, at en kommunal ledelse i første omgang vil søge at videreføre driften, så alle de arrangementer, I har planlagt, kan gennemføres, og vi vil selvfølgelig bidrage konstruktivt hertil. Foreningens fremtidige virke er også uafklaret. Hvis det viser sig aktuelt, må vi se på det senere, sammen med jer medlemmer. Lige nu handler det om, hvorvidt vi kan få byrådet til at tænke sig grundigt om inden byrådsmødet den 2. september.