16/11/2025
KV25 ... ///
For et par måneder siden ringede min gamle gymnasiekammerat og åndsfælle i kultur-udbredelse, Theis Bach Nielsen, og spurgte, om jeg – som solo-selvstændig og manden bag kulturhuset Flyfabrikken.nu – havde lyst til at stille op sammen med ham for Liste T her i Viborg Kommune.
Jeg tænkte over det et par dage og vi besluttede os for at mødes over en kop kaffe. Altså H.C. Andersen, Theis og jeg.
H.C. – foreningsmand, skibsreder og investor – skabte den helt rigtige bredde på holdet. Det gav både diversitet og dynamik, og min mavefornemmelse blev kun bedre, som aftenen gik. “Jeg er 85 % sikker på, at vi har et hold,” sagde jeg, da jeg sent på aftenen forlod 60’er-parcelhuset, hvor Theis bor et stenkast fra Søndre Skole i Viborg.
På vej hjem i bilen kunne jeg mærke det – jeg troede faktisk på det her. Og det var sjovt. Virkelig sjovt. Jeg har altid haft et åndsfællesskab med Theis. Det der med at gå egne veje, skabe nye sammenhænge og få noget til at gro på sin helt egen måde – det synes vi begge er super sjovt. Så ja, det kildede i maven efter det liste-møde.
Men så kom de kolde fødder. Hen over weekenden begyndte jeg at tvivle: Ville jeg egentlig det her? Være offentlig på den måde? osv. Min hustru sagde: “Hver fugl synger med sit næb” – og det havde hun jo fuldstændig ret i. Men følelsen sagde mig, at det alligevel ikke var mit kald. Lige nu. Så jeg trak mig – og Theis gik alene efter borgmesterstolen.
En dag sad jeg og hamrede på min guitar i småfrustration over, at jeg ikke kunne bakke Theis op i missionen. “Sku’ jeg skrive en valg-support-sang til Theis?” tænkte jeg. Pludselig dukkede sætningen op i hovedet:
“Det vil jeg kæmpe for!”
Jeg greb guitaren og sang linjen – og i samme øjeblik trillede TV MIDTVESTs Fotovogn ind på gårdspladsen på Flyfabrikken! For rullende kamera kom jeg til at love, at jeg ville optræde på valgaftenen i TV – måske endda – med den sang, der altså endnu ikke engang var skrevet.
I søndags sendte TVM således indslaget – og jeg måtte sande, at jeg stadig ikke havde skrevet sangen. Så jeg satte mig ned, gjorde det sådan lidt fanden-i-voldsk – og lagde den på Facebook i mandags. NB: Lyt til sangen her:
https://fb.watch/Dpifchvz5T/
Den hedder “Kommunalvalg 2025 – Sofaaktivisten” og er en kærlig, musikalsk opfordring til, at vi alle rejser os fra sofaen og får sat det kryds. Og hvem ved – måske bliver den også eksponeret kortvarig på valgaftenen ved TVM´s arrangement.
Vi får se!
Tak til Theis og TVM, for at involvere mig i KV25. Det har faktisk været ret sjovt.
Go´ søndag!
😃
/// Rasmus Johansen fra Fly