09/09/2026
Min drøm gik i opfyldelse, så det kommer måske som lidt af en overraskelse, at jeg nu har haft min sidste weekend som booker og kreativ direktør på Bodega Danza.
Det er en beslutning, jeg har tænkt meget over. Og selvom det føles vemodigt at give fanen videre, er jeg først og fremmest utrolig stolt og taknemmelig.
Da jeg startede med at DJ’e som 14-årig, drømte jeg om en dag at være med til at skabe præcis sådan et sted. Et sted, hvor musikken måtte fylde det hele. Hvor gamle legender kunne møde nye talenter, hvor forskellige generationer og scener kunne mødes, og hvor man aldrig helt vidste, hvad natten ville bringe.
At få muligheden for at sætte mit præg på Københavns natteliv, og få lov til at skabe præcis det sted, jeg selv syntes manglede i byen, har været noget helt særligt.
Fra den visuelle identitet, til indretning, energi og indhold.
Bodega Danza er blevet et samsurium af min musikalske opvækst, mine inspirationer og alle de mennesker, jeg har mødt undervejs. Samt en okkultisme og en nostalgisk følelse fra en rejse til Italien.
Allerede det første år rundede vi 10.000 følgere, blev nomineret til “Årets Fest” af iByen og oplevede en uendelig natklubskø hver weekend, fyldt med byens bedste folk, der alle ville ind på det sydende og boblende dansegulv, hvor musikken var optur, obskur, umulig at synge med på, men ekstrem dansabel.
Vi har huset en gammel lyd og fået den til at føles spritny, skabt nye venskaber og nydt evig omhu fra de bedste selectors. Fra København til Tokyo, Ibiza, New York, London og Europa.
Jeg tror, den stemning, vi har fyldt stedet med og den lyd der pulserer i kælderen, er kommet tilbage for at blive. Og jeg kommer til at bære den med mig videre, både i mine fremtidige projekter og i mit eget liv.
Jeg kommer heldigvis stadig til at danse, spille og lave kreative projekter sammen med Bodega Danza, bare i en mere løs form. Jeg kommer ikke længere til at være den, der svarer på mails eller sidder med det kreative ansvar fra dag til dag.
Så nu giver jeg fanen videre.
Tusind tak til alle jer, der har været med fra starten. Til alle jer, der har danset, spillet, bygget, drømt, festet og troet på det.
Danza 4 ever ❤️