
30/07/2025
Dansk hold nr. 6 til VM!
Det danske herre-kårde-landshold sikrede i dag det bedste danske VM-resultat på hold nogensinde, da de blev nr. 6 ved VM i Tbilisi, Georgien.
Holdet består af Patrick Jørgensen, Conrad Seibæk Kongstad og August Lindstrøm Jensen med Alexander Brems som ny 4. mand og Miamaja Frederiksen som team performance coach.
På deres vej mod det fornemme resultat slog Danmark først Tjekkiet i top32. Tjekkiet ligger nr. 6 på verdensrangliste. Denne sejr gav adgang til placeringskampene i top16. Her slog Danmark først 11.-seedede Ukraine.
Kampen mod Frankrig i top8 var helt lige 2/3 hen i kampen, før franskmændene trak fra og vandt. I tableau 5-8 vandt Danmark først endnu en overbevisende sejr over Venezuela, før Italien trak det længste strå i kampen om 5. pladsen.
Om VM-resultatet siger holdet selv:
"Vi har trænet vanvittig dedikeret hele sæsonen for at opnå det her resultat! Vi har hele tiden vidst, at vi havde potentialet til at lave resultater som dette, og vi har været meget, meget tæt på flere gange i sæsonen. I starten af sæsonen lagde vi et mål om, at vi ville ind i top20, selvom vi var 32 i verden på det tidspunkt. Vi har tabt tre gange med et enkelt point og været SÅ tæt på at prikke hul på bylden. Vores sølvmedalje i Coupe d'Europe gav os undervejs en stor tro på, at vi kunne lave resultater.
Vi har holdt fokus på at udvikle os og hele tiden presset os selv, øget træningsmængden i fægtehallen, trænet hold hver 2. tirsdag, jagtet de andre, der røg ud i 32 og trænet med dem, lavet specialiserede indsatser på kondition for at øge vores max, så vi havde overhånden, når kampen blev lang....Vi har hjulpet hinanden med fokusmål og støttet hinanden gennem sindssygt svære tider, når det ikke lige spillede for os, både på individuel og hold. Det her er 100% en arbejdssejr!
Her ved VM har vi bare betragtet Tjekkiet og Ukraine som hold, vi mener, vi er lige så gode som. Vi har haft fokus på vores styrker og at spille dem rigtigt i stedet for at kigge, hvilket nummer de er i verden. Der er selvfølgelig nogle hold i verden, som man som udgangspunkt godt kunne tænke sig ikke at fægte imod, hvis man kunne vælge, men når vi ved, hvad vores styrker er, så bliver det nemmere at undgå vores svagheder."
Må disse reflektioner og erfaringer være til inspiration for vores andre teams på bruttolandsholdet.
Stort tillykke til teamet - som her får sig en velfortjent dukkert i poolen 😁🤺💪